Dubiøs rapport frikender mælkemorfin

Det europæiske agentur for fødevaresikkerhed EFSA udsendte sidste år en rapport, som totalt frikender A1-mælken og mælkemorfin. Rapporten er også herhjemme blevet brugt til at jorde “Hvad er det, du drikker?”. Keith Woodfordt, forfatter til Bogen om A1/A2-mælk (The Devil in the Milk) har nærlæst rapporten og offentliggjort sine reaktioner på http://keithwoodford.wordpress.com/. Jeg har oversat hans tekst og tilføjet nogle kommentarer for at lette forståelsen for dem, der ikke har læst hans bog.

Af Keith Woodford med kommentarer af TVØ.

Når man ser på industripolitik og “PR-spillet”, så er offentliggørelsen af en rapport fra EFSA i januar 2009 en kæmpe gevinst for dem, der er imod A2 sagen. Rapporten har titlen “Review of the potential health impact on β-caseins and related peptides”. Baggrunden for rapporten er, at New Zealands regering havde bedt EFSA om at undersøge den videnskabelige baggrund for debatten om A1/A2 mælk.

[I modsætning til i Europa er A1/A2 problematikken kendt af offentligheden på New Zealand (og i Australien) og begge steder kan man købe A2-mælk.]

EFSA kom til følgende konklusion:

“På basis af en gennemgang af den tilgængelige videnskabelige litteratur har det ikke været muligt at vise, at der er en sammenhæng mellem indtag af BCM7 [mælkemorfin] eller tilsvarende peptider og de foreslåede ikke-smitsomme sygdomme”.

På det politiske niveau var dette resultat et voldsomt slag mod A2-sagen, og den er blevet brugt flittigt af dem, der ønsker at begrave spørgsmålet (dvs. mejeri-industrien). Men når man ser på, hvordan EFSA har defineret, hvad de ville acceptere som bevis, kunne konklusionen ikke være blevet anderledes. Skulle man bruge deres kriterier til at afgøre, om der er en årsagssammenhæng, ville det have været nødvendigt med forsøg på mennesker, forsøg der viser en klar kvantitativ sammenhæng mellem indtag af mælkemorfin og den enkeltes risiko. Den information eksisterer ikke. Og hvis den gjorde, ville der med stor sandsynlighed være variation fra person til person på grund af sammenhængen til “utæt tarm”.

[Hos mange mennesker optages mælkemorfin ikke fra tarmen, fordi molekylet er for stort til at passere over i blodet. Men nogle mennesker har en "utæt tarm" f.eks. pga. mavesår eller andet. Spædbørns tarm er "utæt", fordi barnet har brug for at vigtige stoffer i moderens mælk kan passere over i blodet.]

Der er naturligvis vægtige beviser på befolkningsniveau, men af grunde, som kun EFSA kender, har man valgt ikke at lægge vægt på dem.

Da jeg læste EFSA’s rapport, var jeg forundret over dens negative holdning. Og ikke mindst var jeg forundret over at måtte læse de samme argumenter fra mejeriindustrien, som jeg har præsenteret i “Devil in the Milk”. De sætter spørgsmålstegn ved kaniner som en brugbar model (noget jeg har diskuteret i kapitel 13).

[Der er en undersøgelse fra Australien, der rimelig entydigt viser, at kaniner, der får A1 kasein har mere åreforkalkning, end kaniner der får A2 (se "Hvad er det, du drikker?" side 55). Den undersøgelse bliver afvist med, at kaniner ikke duer til den slags. Argumentet går tilbage til en professor Steward Truswell, der hævder, at kaniner ikke kan bruges til at undersøge åreforkalkning. en mærkelig påstand, eftersom kaniner er almindelig brugt i den form for forskning.

[Woodford har fundet over 15.000 medicinske artikler, hvor ordet kanin indgik sammen med forskellige ord relateret til hjertesygdom.]

De bruger FAD-forsøget uden at nævne forureningsproblemet (som jeg har diskuteret i kap. 6).

[FAD-forsøget er et internationalt forsøg med mus, som siges klart at vise, at der ikke er nogen sammenhæng mellem A1/A2 og diabetes. Der har også været henvisninger til det i den hjemlige debat. Der er bare det problem ved FAD-forsøget, at det foder, der skulle indeholde A2 og dermed være fri for mælkemorfin, var forurenet med netop mælkemorfin! Woodford dokumenterer det grundigt, ligesom han i detaljer beskriver sine forgæves forsøg på at få forureningen nævnt i det tidsskrift, der har publiceret undersøgelsen.]

Men det er klart, at i hvert fald nogle af folkene i EFSA må have kendt til mine argumenter. Minister for fødevaresikkerhed, Lianne Dalziel, har fortalt mig, at hun har fået bekræftet, at de havde min bog og var bekendte med argumenterne i den.

De bruger også de meget misvisende data fra Caerphilly kohort studiet, som jeg har omtalt i kap. 3.

som argument mod A2 hypotesen.

[Caerphilly studiet ligner i sin opbygning meget den undersøgelse vi har citeret side 8 under overskriften Børnemælk og høje hatte: Man har kun oplysninger om personernes forbrug af mælk som børn (og kun i en enkelt uge), men ikke resten af livet. Og i øvrigt var sammenhængen mellem højt mælkeforbrug og lav hjertedødelighed ikke signifikant.]

De ser helt bort fra Laugesen og Elliots epidemiologiske studier [omtalt i "Hvad er det, du drikker?" side 53], fordi de mener, at den slags studier ikke beviser noget. De bruger det simple argument, at ved sammenligninger mellem lande er der risiko for, at man finde falske sammenhænge på grund af forskelle i livsstilsfaktorer. Men de ser bort fra det faktum, at A1/A2- epidemiologien er begrænset til industrialiserede lande og derfor også til industrialiserede landes livsstil. De ser bort fra Laugesens og Elliots omhyggelige, men forgæves forsøg på at finde alternative faktorer, som kunne forklare sammenhængene. Det forekommer mig, at EFSA fra starten kendte de svar, de ønskede.

Derfor prøvede jeg at finde ud af lidt mere om de otte forfattere. Søgning i forskellige databaser viste, at fem kan klassificeres som mælkeforskere med styrke i biokemi. To andre var uddannet som dyrlæger, der nu specialiserer sig i toksikologi og farmakologi. Den sidste er professor i human ernæring fra Island (Professor Thorsdottir). Hun er nævnt i “Devil in the Milk” som medforfatter til en artikel, der peger på A1 betakasein som en risikofaktor ved type 1 diabetes. Hvor er eksperterne i hjertesygdomme, diabetes og autisme? Hvor er eksperterne i fødevareintolerance og utæt tarm? Og hvor er lægerne med ekspertise i folkesundhed og epidemiologi? Jeg var ikke mere helt så forundret over indhold og tone i rapporten.

EFSA’s rapport er blevet præsis, som folk havde advaret mig om, at den ville være. Hvis EFSA havde fundet noget negativt om A1 beta-kasein – selv noget der blot var usikkert – kunne følgerne for den internationale mejeri-industri være blevet både voldsomme og uheldige. I hvert fald nogle medier ville uundgåeligt have tolket det som negativt for al mælk og ikke kun en komponent, der let kan fjernes med lidt avlsarbejde. Og havde de fundet noget, ville man have været nødt til at sætte gang i en undersøgelse af, hvilke niveauer der er sikre. Så resultatet var formentlig givet på forhånd.

I dagene efter rapportens offentliggørelse var medierne ude efter professor Boyd Swinburns reaktion. Han udtalte, at A2-mælk efter hans mening stadig var det sikre valg, og at ingen af de videnskabelige undersøgelser [af A1-mælks skadelighed] var blevet tilbagevist. Han sagde også, at man havde sat bevisgrænsen meget højt og havde et meget snævert kommissorium. Konklusionerne kunne måske forsvares indenfor det snævre kommissorium, mente han, men de var ikke til megen hjælp. Det er også min mening.

Ikke desto mindre gav rapporten en meget værdifuld støtte til mejeri-industrien både på New Zealand og i Australien. Jeg kender ingen bortset fra en enkelt forsker, der faktisk har læst hele rapporten, men den har været meget effektiv til at få industrien af krogen i hvert fald på kort sigt. Både Dairy Australia og Fonterra [et stort internationalt mejeriselskab med rod i New Zealand] har haft held til at bruge den som våben i den offentlige debat. Dairy Australia er endda gået videre og har bl.a. påstået, at “der ikke findes videnskabelige beviser på, at der er forskel på A2- og A1-mælk”.