Det er naturligvis en kontroversiel konklusion. Forestillingen om mælk som sundhedens kilde er så dybt indlejret i den danske folkesjæl, at de fleste simpelthen nægter at anerkende, at forestillingen kan så meget som diskuteres. Det mest almindelige argument til forsvar for mælk er, at vi danskere da altid har drukket mælk (hvilket ikke er rigtigt), og at mælken derfor ikke kan have noget at gøre med befolkningens stigende sygelighed.

Men det argument overser to vigtige udviklinger, der er sket gennem de sidste 20 – 30 år. For det første har landbrugets produktionsmetoder ændret sig drastisk, og det har haft indflydelse på mælkens sammensætning. Det vigtigste er, at fodring med majs i stedet for græs har ændret sammensætningen af fedtsyrer i mælken, og at den voldsomt forøgede mælkeydelse har øget mængden af væksthormoner i mælken. Og for det andet indtager befolkningen meget mere mælk skjult i pålæg, færdigretter osv. end tidligere.

Vi mener derfor, det er på høje tid med en uhildet diskussion af det sundhedsmæssige fornuftige i, at mælk og mælkeprodukter udgør så stor en del af danskernes kost, som tilfældet er.

Køb bogen, brug den som gave, og vær med til at sprede kendskabet til problemerne med mælk. Bare ét barn reddet fra sukkersyge er besværet værd!

TVØ.

Det har været interessant at følge reaktionerne på første udgave af vores bog. En samlet front af forskere fra institutioner, der får væsentlige midler fra mejeriindustrien, fandt damphammeren frem og gjorde hvad de kunne for at miskreditere bogen og os. Det var forventeligt – og det havde da også været lidt skuffende, hvis de ikke havde gjort det. Forskerne kastede sig over bogen ud fra devisen: »Find 7 fejl«, men når man ser, hvad de fandt, mener vi godt, vi kan være lidt stolte over, at så mange forskeres minutiøse gennemlæsning af vores bog ikke har kunnet grave mere graverende ting frem end nogle trykfejl og den slags.

Bandbullen blev lagt ud på videnskab.dk i en artikel med Sybille Hildebrandt som forfatter. Vi finder artiklen ensidig, og vi mener, at den behandling, vi fik, hverken var fair eller saglig. Faktisk fik vi ikke engang lejlighed til at godkende de citater, der er bragt i artiklen. Vores detaljerede svar på kritikken kan findes på www.nomilk.dk.

Vi klagede til pressenævnet, men fik naturligvis ikke medhold, bl.a. fordi videnskab.dk rettede de mest oplagte fejl. Det er altid noget, men på det tidspunkt var skaden sket, fordi den omtale vi fik i andre medier udelukkende var baseret på første version af artiklen på videnskab.dk.

Bogen fik en meget fin omtale af bibliotekernes lektør og står på 85 biblioteker, men ellers har det været meget småt med egentlig anmeldelser. De steder, bogen har været omtalt, har det været med overvægt af forskere til at jorde den. At vi så privat har fået mange positive tilkendegivelser er noget andet, selvom det selvfølgelig luner.

Der er ikke noget af det, vores kritikere har fremført, der har fået os til at tvivle på vores konklusioner. Og den litteratur vi er kommet forbi i den mellemliggende periode har også snarere forstærket vores bekymring for det høje mælkeforbrug i den vestlige verden end det modsatte. I den udgave, der foreligger nu, har vi dels forsøgt at uddybe nogle af de steder, hvor vore kritikere mente, vi havde taget fejl, dels har vi ført bogen ajour med den nyeste forskning.

Why Cows’ Milk is Unhealthy.

Dairy: 6 Reasons You Should Avoid It at all Costs
Milk – the deadly poison

Interview med Robert Cohen forfatter til bogen Milk – the deadly poison.

TVØ.

Offentliggjort i Information 23/7 2011

Kalk, kalk, kalk har været mantraet fra myndigheder og læger som forebyggelse af knogleskørhed til trods for, at det i årevis har været kendt, at sygdommen er mest udbredt i de lande, hvor befolkningen drikker mest mælk. Og masser af kvinder drikker mælk, spiser ost og tager kalktabletter med eller uden D-vitamin, for at undgå osteoporose.

Nu har så endnu en undersøgelse vist, at det ikke hjælper. Denne gang er det forskere fra Uppsala Universitet, der har fulgt 61.433 kvinder født mellem 1914 og 1948 i 19 år. Man har styr på, hvor meget kalcium kvinderne har fået, og på hvilke knogler de har brækket. Jo mere osteoporose, jo letter brækker man en knogle. Det er typisk håndled eller ankler, og når det går rigtig galt en hofte.

Det viste sig, at af de kvinder, der fik mindre end 751 mg kalcium pr. dag, var der 17,2 pr. 1000 person-år, der fik hoftebrud. I gruppen 882 – 996 mg kalcium var tallet 14,0, altså et lille fald, men mere kalcium gav ikke færre knoglebrud. Faktisk havde de, der fik mere 1137 mg kalcium en større risikon for at brække hoften, end dem der fik mindst.

• børn og unge indtil 18 år: 25 μg pr. dag.
• voksne og gamle: 50  μg pr. dag.
• gravide og ammende: 35  μg pr. dag.
• fede børn og unge: 50 – 75  μg pr. dag
• fede voksne: 100 – 150  μg pr. dag.

Næste spørgsmål er: kan man få for meget? En del forskere mener ikke, det er tilfældet, men Selskabet giver følgende maximumdoser:

• børn op til 6 måneder: 25  μg pr. dag
• børn mellem 6 måneder og 1 år: 35  μg pr. dag
• børn mellem 1 og 3 år: 60  μg pr. dag
• børn mellem 4 og 8 år: 75  μg pr. dag
• alle andre: 100  μg pr. dag.

TVØ.

TVØ.

Atomtragedien i Japan har nu også nået os. D. 25. marts meddeler Statens Institut for Strålebeskyttelse, at man har målt »ufarlige« mængder af radioaktive stoffer i dansk luftrum.

Instituttet fastslår, at »den målte mængde af radioaktivitet er så lav, at der slet ikke er tale om en sundhedsrisiko«, og at »koncentration svarer til mindre end en titusindedel af den baggrundsstråling, som vi dagligt udsættes for«.

Vi skal glæde os over, at mængderne er lave, og vi må håbe med japanerne, at man hurtigt får kontrol med situationen på de ødelagte reaktorer i Fukushima. For jo længere tid det tager, jo større sandsynlighed er der for, at der kommer mere nedfald over Danmark.

Men selvom mængderne er lave, er de ikke »ufarlige«, som Instituttet siger. Og den måde instituttet og medierne udtrykker sig på er vildledende og bagatelliserende. Selvfølgelig skal man ikke opskræmme befolkningen, men på den anden side bør man vel som offentlig myndighed give reel information og give den på en måde, så folk forstår, hvad det handler om.

Det har instituttet ikke gjort – tvært om. For det første er der sammenligningen med baggrundsstrålingen. Det er en sammenligning, der er uhyre brugt. Det har været omkvædet siden diskussionerne om atomkraft begyndte for snart 40 år siden, at den ekstra stråling, man kunne blive udsat for, kun svarede til strålingen på en flyvetur til New York.

Sammenligningen bygger på, hvor meget energi kroppen får fra hhv. baggrundsstrålingen og strålingen fra de radioaktive stoffer. Men sammenligningen er misvisende af flere grunde. Baggrundsstrålingen rammer hele kroppen, hvor de radioaktive stoffers stråling er koncentreret til et enkelt sted. Gå ud en dag, hvor solen varmer dejligt. Prøv så med et brændeglas, at koncentrere solstrålernes energi til et lille område. Det bliver hurtigt ubehageligt, selvom energien er den samme.

Der er endnu en grund til, at sammenligningen med baggrundsstrålingen halter. Den rammer kroppen udefra, mens strålingen fra stofferne i nedfaldet rammer indefra, fordi de efterhånden findes i maden og vandet. Det stof, der er mest grund til at bekymre sig om på nuværende tidspunkt er cæsium-137. (Der er også radioaktivt jod i nedfaldet, men det har så kort halveringstid, at det næppe når at blive optaget af mennesker her i Danmark).

Cæsium-137 har en halveringstid på 30 år. Det betyder, at der går 100 år før stort set alt er væk. I alle de år vil der altså være radioaktivt cæsium i miljøet. Det farligste er det, der havner i græssende køer. Det når os mennesker gennem mælk og kød. Nedfald i vand kan nå os via fisk.

Én gang inde i menneskekroppen vil det fordele sig især i muskler, og når et cæsiumatom henfalder, vil strålingen ramme de celler, det ligger i og er tæt på. Og er man uheldig, vil den ramme cellernes arvemasse, og skade den så meget, at de bliver til kræftceller. Blot en enkelt skadet celle er nok til at starte kræftprocessen.

Den engelske forsker Chris Busby har et meget illustrativt (og uhyggeligt) eksempel på, hvilken skade selv meget små mængder radioaktivt stof kan lave. Sammen med andre forskere har han set på leukæmi (blodkræft) blandet spædbørn (0 – 1 år) i en række lande, der blev ramt af nedfald efter Chernobyl. De har information om godt 15 millioner børn født i perioden fra 1980 til 1990. Det viser sig, at børn født mellem juli 1986 og december 1987 havde 40% større risiko for at få leukæmi end børn født både før og efter. Børn født i den periode var fostre da nedfaldet fra Chernobyl var på sit højeste. Men under alle omstændigheder var stråledoserne lave og langt under det, myndighederne anser for farlige.

Den europæiske komite for strålefare (European Committee on Radiation Risk), der er nedsat af Europaparlamentet, har undersøgt virkningerne af strålingen fra radioaktive stoffer, som fra atomuheld havner i mennesker. Bruger man deres metode på den stråling, der er målt over Danmark, kommer man til, at den kan give omkring 50 ekstra kræfttilfælde i den danske befolkning i løbet af de næste 50 år. Og selvom det skulle være en faktor 10 for højt, berettiger det vel ikke til at sige, at nedfaldet er ufarligt? ECRR bygger bl.a. sine beregninger på, at antallet af kræfttilfælde i Nordsverige er øget med 10% som følge af nedfaldet efter Chernobyl-katastrofen.

Her er vi så ved den anden grund til, at Stråleinstituttets og mediernes omtale af forureningen fra Japan er misvisende: Det bliver omtalt som stråling, der går væk igen – nærmest som lyset fra en lampe, man kan tænde og slukke. Men sådan er det ikke. Strålingen kommer fra radioaktive stoffer, der daler ned og lægger sig på alle overflader: landjorden, søer og åer og havet. Og derfra vil stofferne vandre, som det er antydet ovenfor.

Forureningsfaren er først ovre, når det sidste atom har udsendt sin stråling og er henfaldet efter mere end 100 år.

Hvad gør man?

Der er jo ikke meget, man kan gøre, for at undgå at få de radioaktive stoffer i sig. Nu, hvor det især er cæsium-137, kan man skære ned på sit forbrug af mælk og oksekød – det er især køer, der græsser og dermed får stoffet i sig. Skulle der på et senere tidspunkt komme en forurening med strontium-90, hvad ikke kan udelukkes, er det især mælk og mælkeprodukter, man skal undgå.

Kan man ikke hindre, at lidt af det radioaktive nedfald også havner i ens krop, kan man dog gøre sit til, at det ikke udvikler sig til kræft. Det handler meget om at undgå stoffer, der fremmer kræft og øge sit indtag af stoffer, der hæmmer kræft.

De sidste findes i mange grønsager – ikke mindst kål – og frugter. D-vitamin er vigtig og der er også kræfthæmmere i bl.a.  grøn te, chokolade og rødvin (!). Et af de vigtigste kræftfremmende stoffer er væksthormonet IGF-1. Det findes bl.a. i mælk og mælkeprodukter og ikke nok med det, det dannes også i kroppen, når vi får kasein fra ost, ymer og mælk. Så igen: ned med forbruget af mælk og mælkeprodukter.

Vi har skrevet om den nye forståelse af kræftprocessen om om kræftfremmere og -hæmmere i »Mælk og sundhed: Hvad er det, du drikker«, og om virkningen af lavaktiv stråling i »Hvad er det, du spiser«. En god kilde til saglig information om lavaktiv stråling er www.llrc.org.